lifeshelter

Drone skal passe på dyr på savannen

Flyvende pizza blev hjælp til elefanter og zebraer 

Varmesporende drone-software fra den unge Aalborg-virksomhed Robotto skal nu udvikles til at sikre dyreliv på de afrikanske savanner. Det bruges allerede til at give redningsfolk overblik over brande og andre ulykker flere steder i verden. Teknologien, hvis kerne er computervision, kunstig intelligens og droner, kan – ud over at identificere flammer ved store brande – spore giraffer, zebraer og elefanter i bushen. Det gøres ved hjælp af avanceret termisk billedanalyse.

Dronen er allerede i brug i Nordjylland, Spanien og England og skal nu i samarbejde med droneproducenten Nordic Wing Aps udvikles til at beskytte vilde dyr mod krybskytter på Afrikas savanner.

”Vi er en international gruppe af ingeniørromantikere med en dybt rodfæstet tro på, at vi kan inspirere verden med vores innovation inden for robotteknologi. Vi vil bruge robotter, droner og kunstig intelligens til at skabe en bedre verden,” siger CEO Kenneth Geipel. Han fortsætter:

”I samarbejde med Nordic Wing er vi nu gået i gang med at starte et projekt med Uganda Wildlife Authority, der skal hjælpe dem i kampen mod krybskytter på savannen. Her kan vi identificere og tælle elefanter, giraffer og zebraer og se, om der er mennesker med geværer i nærheden. Dermed skaber vi et helt nyt innovativt produkt, der ikke eksisterede endnu. Det er målrettet til at hjælpe små samfund med sikkerheden i deres nationalparker. Det er noget, som ellers ville kræve store ressourcer, fordi vi taler om vidtstrakte arealer, hvor dyrene jo bevæger sig frit”.

Samarbejdet med Uganda Wildlife Authority er kommet i stand gennem netværket Access2innovation, som med base i Aalborg er den danske platform for innovative, bæredygtige, kommercielle løsninger til de afrikanske vækstmarkeder. Via såkaldte PIVØ-midler fra den Europæiske Regionalfond hjælper Access2innovation danske SMV’er med at udvikle innovative produkter som genbrugelige poser, der skaber flodvand om til drikkevand via sollys, bærbar strøm fra solceller og biofuel skabt af landbrugsaffald.

Tanken om en flyvende pizza startede succes

Robotto har i dag syv ansatte og på trods af, at firmaet først blev startet i november 2019, er det allerede blevet investeringsobjekt for både private investorer med både traditionelt og bæredygtigt fokus. Det er fx The Footprint Firm.

Virksomheden startede som et studie-projekt for nogle unge robotics-studerende fra Aalborg Universitet. De ville finde en måde at bruge droner til at levere fastfood. Allerede få år efter stod de med fungerende drone-software til livsvigtigt redningsarbejde. Målet er  at bruge kunstig intelligens til at forbedre den verden, vi lever i.

”Vi begyndte at lede efter en løsning til at levere os pizza. Men det blev hurtigt udviklet til noget meget større. Den teknologi, vi udviklede, gav droner mulighed for at flyve autonomt, mens vi bruger et kamera til at tage billeder og scanne alt fra brande til dyr. Det udvikler vi nu til en række forskellige muligheder,” slutter Kenneth Geipel.

Dette er et såkaldt  PIVØ-project (“Partnershipdriven innovation for emerging markets in East Africa”), supporteret af The European Regional Development Fund.

Læs mere om vores PIVØ-projekter.

 

Partnere på  projektet

Sådan får du støtte og sparring helt frem til succes på de afrikanske vækstmarkeder

Kommende netværksarrangementer

Se vores successfulde projekter